Om Anne Ulbæk

Mit lægeliv begyndte i 1996, hvor jeg blev uddannet fra Københavns universitet.

I 2010 blev jeg speciallæge i Børne og Ungdompsykiatri.

Min faglige interesse har altid været centreret omkring børn og unge, deres trivsel og udvikling. Først som læge for børn med fysiske sygdomme, siden som speciallæge i Børne og Ungdompsykiatri.

Min viden om børn og unge er baseret på både en bred teoretisk uddannelse i specialet, men også på en meget bred og langvarig erfaring fra arbejdet med børn, unge og ikke mindst deres familier.

Jeg har været haft ansættelser i alle aldersgrupper fra de helt små, til børn og unge og også ansættelse i voksenpsykiatrien.

Fælles for mit virke som børne – og ungdomspsykiater har været at møde barnet- den unge med intentionen om at forstå mennesket og ikke kun at se symptomer og diagnoser. Og en del af det er også at se på familien, på relationer, udfordringer og ressourcer.

Fra 2012 til 2022 har jeg været både overlæge og ledende overlæge i Ambulatorium for spæd- og småbørn.

Her har jeg arbejdet både med helt små børn (0-3 år) med egne børnepsykiatriske vanskeligheder og forebyggende behandling af gravide/nye forældre med egne psykiatriske vanskeligheder.

At arbejde med så små børn og et sårbart forældreskab har givet mig en stor respekt for og erfaring med samarbejde omkring det enkelt barn og familien. Dette for at sikre de bedste muligheder for barnets udvikling og trivsel i samarbejde med forældrene.

Som privatpraktiserende børne og ungdomspsykiater møder jeg mange forskellige børn, unge og familier. Fælles for dem er at barnet/den unge ikke trives og udvikler sig som sine jævnaldrende.

Bekymringen for barnet/den unge har stået på en tid og ofte har barnet/den unge og familien prøvet at finde løsninger og ofte har de også rakt ud for at få hjælp. Min rolle er da at finde ud af om der er børn- og ungdompsykiatriske vanskeligheder der skal undersøges, beskrives og behandles.

Men min opgave er ikke slut der – ingen børn eller unge kan stå alene med deres udfordringer. Det kræver hjælp og støtte fra familien og det øvrige netværk. En tværfaglig indsats er ofte også nødvendig, både fra institution, skole og PPR samt det kommunale netværk.